Himmelsk vandring og historisk bytur

Livet leves allerbedst til fods. Sådan har jeg det, og sådan er der rigtig mange naturelskere, der har det. Med traveskoene på og forsyninger i rygsækken kan man tilbringe de mest vidunderlige timer derude under åben himmel. Med tid til at lytte, snuse, nyde, kigge…

Skønnere udsigter end dem, man oplever på Himmelbjergruten, findes næppe i hele Danmark. Ruten, der forbinder Silkeborg og Ry rundt om søerne, er mere end 40 km lang, så selv for dem med de gode ben, kan det være en god idé at bide den over i to. Så er der også tid til frokost og funderinger undervejs.

Tag f.eks. toget til Silkeborg og gå nord om søerne til Ry. Her kan I indlogere jer på et af hotellerne eller B&B’erne og næste dag være frisk til at tage ruten syd om søerne via Himmelbjerget. ”En himmelsk vandring” er den blevet kaldt. Og det er ikke helt lyw. Hent et kort på visitskanderborg.dk eller få den trykte udgave på en af turistinfoerne.

En helt anderledes oplevelse får I, hvis I går en slentretur i det historiske Skanderborg. Start f.eks. turen på Torvet foran den gamle politistation og gå op til Borgergade med de mange gamle huse og købmandsgårde. Flere af gadens bygninger er opført af sten fra Skanderborg Slot, som blev revet ned i 1767. Kig endelig inden for på Museet på Adelgade, som lige nu viser udstillingen, ”Modeskaberen bag kulissen”, om det berømte bysbarn Holger Blom.

Et besøg på Slotsholmen, hvor først den middelalderlige borg og siden Skanderborg Slot lå, er et must og det samme er den smukke Skanderborg Slotskirke. Fortsæt over vejen i retning mod Dyrehaven og Hotel Skanderborghus – måske er det blevet kaffetid? – og ned til Guldbryllupsanlægget med den fine skulptur Våren, som stammer fra landsudstillingen i 1937. Og gå evt. en tur ad den helt eventyrlige ”Sumpsti”.

Af sti, af sted. God tur.

Af turistchef Marianne Purup, VisitSkanderborg
Sommerklumme nr. 7 til Uge-Bladet (Skanderborg Kommune) – Uge 32

Kulturoplevelser og gode historier

Historierne om Anden Verdenskrig, besættelsen og Luftwaffes aktiviteter i Skanderborg bliver nærværende og vedkommende, når man besøger Skanderborg Bunkerne ude i Dyrehaven. På Øm Kloster Museum ved Mossø’s smukke bred kan man blive meget klogere på munkenes tyste og monotone hverdag, og i den righoldige klosterhave kan man slentre rundt blandt helbredende urter – også af den giftige slags! På museet på Adelgade får man en smuk indsigt i ”Modeskaberen bag kulissen” om bysbarnet Holger Blom, og på Gl. Rye Mølle vises en tankevækkende udstilling med titlen ”Kunst bag pigtråd” om flygtningelejren på den nærliggende flyveplads.

De kulturhistorie-interesserede har med andre ord masser af gode oplevelser at vælge imellem på de her kanter. Og både museets og turistforeningens historiefortællere går gerne i spidsen for en guidet tur i den gamle købstad Skanderborg, i Ry eller ude i landskabet. På Himmelbjerget tager journalist og historiefortæller Bjarne Jensen eksempelvis hver mandag aften i juli feriefolket med på en rejse tilbage i bjergets spændende historie. Læs mere om det på www.visitskanderborg.dk

Går kultur-lysten mere i retning af kunst og kunsthåndværk går man heller ikke forgæves. Gallerier og værksteder i Søhøjlandet – både store og små – har åbne døre, Kulturhuset i Skanderborg har ofte kunstudstillinger i foyeren og helt sikkert er det, at de kunst-glade skal sætte tid af til et besøg på ARoS Aarhus Kunstmuseum, inklusive en gåtur i Olafur Eliassons spektakulære, 150 meters lange regnbue (Your rainbow panorama).

At finde kulturoplevelser i sommerlandet er med andre ord ingen kunst.

God fornøjelse.

Af turistchef Marianne Purup, VisitSkanderborg
Sommerklumme nr. 6 til Uge-Bladet (Skanderborg Kommune) – Uge 31

Det smager af sommer

Skulle det være en ristet sandart på tærte med grøntsager og svampe? Eller måske hellere oksemørbrad med sommerkål? Eller løber tænderne i vand ved tanken om en Skanderborg-gryde med kartoffelmos? For ikke at nævne en hjemmelavet citrontærte eller et kaffebord med 12 slags hjemmebag og frisk frugt?

På Søhøjlandets spisekort er der både ypperligt elegante retter til de mest forvænte smagsløg, gode hapsere i farten, dejlige drikke med og uden bobler og sunde måltider til sultne naturturister.

Mange af de lokale køkkenchefer ynder at bruge sæsonens og områdets råvarer, og det kommer der anmelderroste menuer ud af. At mange af spisestederne har udsigt til sø, å og bløde bakker giver ekstra stjerner – i hvert fald i øjnene hos alle os, der holder af blåt og grønt.

Sommerferie betyder god tid til at finde det helt rigtige spisested og til at nyde brunchen, frokosten eller middagen i godt selskab. Og I kan bruge visitskanderborg.dk, som vejviser til både cafeer, kroer og restauranter. På turistinformationerne i Kulturhuset og på Himmelbjerget + på en stribe spisesteder kan I også nappe den trykte ”Spiseguide til Søhøjlandet” med info om knap 40 spisesteder og gårdbutikker.

Velbekomme!

For mere info:
www.visitskanderborg.dk

af turistchef Marianne Purup, Visitskanderborg
Sommerklumme nr. 5 til Uge-Bladet (Skanderborg Kommune) – Uge 30

Skønne sommerdage til søs

På lange lyse sommerdage får de fleste af os lyst til, at tage ud på vandet og nyde naturen på allertætteste hold. Og mulighederne her omkring er nærmest uudtømmelige:

På Skanderborg Sø sejler det gode skib Dagmar (næsten) dagligt sine rundture mellem Kulturhuset, Søsporten, Vestermølle, Vandrehjemmet og Skanderborghus. Hvis I sejler med hele vejen rundt, tager turen en time og tredive minutter, og så er det jo rart for store og små, at man kan købe kaffe og is undervejs.

Fra Ry sætter de fine gamle Hjejle-både flere gange dagligt af sted med kurs mod Himmelbjerget, og der er, som Hjejle-folkene siger ”minder i sigte”. Har I lyst til at sejle med solen som energikilde, er det herligt at leje den lille solbåd Ællingen, som drives frem af solceller på taget. Sejladsen er helt tyst, der er plads til otte personer, og I styrer selv. Læs meget mere om priser og picnickurve på solbaaden.dk.

Foretrækker I at komme frem ved helt egen kraft, skal I simpelthen leje en kano på vandrerhjemmet i Skanderborg eller hos Ry Kanofart og sætte af sted på sø og å. De fleste finder hurtigt ud af at manøvrere, der er garanti for nærvær og naturoplevelser og (næsten) garanti for smil og røde kinder.

God vind!

For mere info:
https://www.dagmar-skanderborg.dk/
http://hjejlen.com/
http://www.skanderborg-danhostel.dk/
https://www.kanoferie.dk/

af turistchef Marianne Purup, Visitskanderborg
Sommerklumme nr. 4 til Uge-Bladet (Skanderborg Kommune) – Uge 29

Gratis glæder i sommerlandet

Muntre toner triller ud over søen ved marinaen i Ry, og glade børnestemmer stiger op fra Byparken i Skanderborg. På Himmelbjerget bliver der hoppet til den store guldmedalje, og på Siimtoften i Ry spejler lokale og turister sig i nypolerede veteranbiler. Ferskvandsmuseet tager børnene med på safari, Birkhede Camping inviterer til sommer zumba og i Skanderborg Slotskirke er der rundvisning med kongeligt touch. Her hos os er der altid noget på færde. Og for at det ikke skal være lyw, er rigtig meget af det gratis.

Hver onsdag og søndag sørger Ry Borgerforening for, at vi kan komme til gratis promenadekoncert på havnekajen med swing, blues, jazz og spillemandsmusik, og der er rift om pladserne, så det er en god idé at medbringe en klapstol. Til gengæld kan man købe de nødvendige forfriskninger på Lakeside og i roklubbens lille salgsvogn. Om torsdagen kalder Ny Ry Veterantræf til samling på plænen ved Kvickly i Ry, og her fylkes hundredvis af veteranbiler – og motorcykler. Tag jer tid til at nyde de fine, sjove, sjældne biler og slå en sludder af med ejerne. De fortæller helt sikkert gerne om deres køretøjer.

I Byparken i Skanderborg er der sommersjov for de små hver eneste onsdag i juli med bl.a. vikinge- og indianertema, og søndag aften 29. juli kan de voksne danse folkedans på Dagmars Bro nedenfor Kulturhuset.

Og da alle disse herlige arrangementer – med hjælp fra en masse frivillige, Kulturpuljen og en stribe gode sponsorer – er gratis, bliver der nok råd til en STOR is eller sågar en lækker frokost på et af de mange skønne spisesteder derude i sommerlandet.

Tag et tjek på begivenhedskalenderen på visitskanderborg.dk. Lige nu er der nemlig flere end 70 gratis arrangementer at vælge imellem i juli.

af turistchef Marianne Purup, VisitSkanderborg
Sommerklumme nr. 3 til Uge-Bladet (Skanderborg Kommune) – Uge 28

Sommercykelture I (kilo)metermål

Uanset om din cykel er en højtelsket havelåge med mange år på bagen eller en funklende ny carbon mountainbike med keramisk pulleyhjul, kan du komme godt afsted i vores smukke kommune.

En tur rundt om Skanderborg Sø er en klar sommerfavorit med dejlige naturoplevelser. Stigningerne kan de fleste være med til, og der er muligheder for hyggelige pitstops undervejs. Start f.eks. ved Kulturhuset og hold den første kaffepause ved Vestermølle og Okkerhytten. Fortsæt rundt om søen, gør et stop ved Ring Kloster og husk endelig at bestige Fårbjerg med den fantastiske udsigt. Stik næsen ind i Skanderborg Slotskirke, på museet eller i Bloms butikker og slut af med en forfriskning på terrassen ved Kafe K.

Turen er på ca. 21 km, og udvider man med et smukt sving op på Ejer Bjerge, kommer der 16 km. mere i benene.

Flere steder i kommunen er der cykelstationer med pumpe og lidt værktøj – det gælder f.eks. ved Kulturhuset, på Himmelbjerget og ved Knudhule

MTB’erne elsker med god grund vores kuperede område med de mange skove. Og her er gode udfordringer både for nybegyndere, virkeligt øvede og eksperter.

Familier med børn kan med fordel starte med lidt tekniktræning i Ry Bike Park, hvor der både er rock garden, balance bomme, pump track, drop og nedkørsler. Plus hyggelige borde-bænke-sæt til dem, der bare vil kigge på.

I skovene omkring Ry er der MTB-spor i forskellige sværhedsgrader, og de vildt seje vil ikke gå glip af sporet på Danmarks Tag (se app’en singeltracker) med berømte nedkørsler a la Død Ko, Hello Kitty og Sort Guld.

Af sti af sted. Pump cyklen og kør af sted ud i Danmarks smukkeste landskab.

For mere info se visitskanderborg.dk – og hent gerne de gode kort og cykelbogen ”Kultur på cykel i Østjylland” i turistinfoen på Himmelbjerget eller på et af bibliotekerne.

af turistchef Marianne Purup, Visitskanderborg
Sommerklumme nr. 2 til Uge-Bladet (Skanderborg Kommune) – Uge 27

Om at holde af Himmelbjerget

Et postkort fra turistchef Marianne Purup og bestyrelsen i Søhøjlandets Turistforening

På en sommerdag er plænen på Himmelbjerget et myldrende tæppe af glade unger og afslappede voksne i alle aldre. Der er gang i legen, og der tales en skønsom blanding af jysk, tysk, norsk og hollandsk – måske tilsat en sjat italiensk eller engelsk. I Svaneboden sørger Max for, at der med omhu bliver brændt navnetræk ind i Himmelbjergstokkene. For sådan en stok må Alberte have, med rød knop forstås. Bedstemor fik jo også én, da hun var på bjerget som tøs.

På en klar oktoberdag er der stille på bjerget. Når træerne gløder i rødt og gult er udsigten fra bænken over søen mod Laven måske allersmukkest. Og du kan synes at være helt alene. Men lytter du efter, vil du sikkert opdage, at der et sted derude er andre, som oplever naturens vidunderlighed fra en anden bænk på bjerget. Måske fornemmer du også, at et par glade børn har indtaget vipperne og gyngerne i legeuniverset?

På en snedækket dag i februar er der tyst. Sporene i sneen vidner om, at en lille familie er foran dig med kælkene. Det er koldt herude, som Blicher skrev, men hedelærken vipper heldigvis ufortrødent på toppen af hans mindesten.

Der er altid mennesker et eller andet sted på det store, smukke bjerg. Og sådan må det gerne blive ved at være. Vi skal leve og lege, lytte og synge, nyde og fundere på Himmelbjerget.

“At leve er ikke nok. Solskin, frihed og en lille blomst må’ man ha’”, skrev H.C. Andersen.

Frihed, folkelighed og fornøjelse

Men nu tilbage til præsten og forfatteren Sten Steensen Blicher. For ham var det, der for alvor gjorde Himmelbjerget berømt. I slutningen af 1830’erne kaldte han til folkemøder på Himmelbjerget, fordi han ønskede, at langt flere deltog i debatten om den danske samfundsorden. Han ville udfordre eliten og give almuen mæle, og hans møder blev en vældig succes med taler, sange, gymnastik og dans. Så stor en succes blev møderne, at manden på den nærliggende Himmelbjerggård, som rettelig ejede bjerget, øjnede en mulighed for forretning og forbød, at man samledes på bjerget uden hans samtykke. Blicher blev stiktosset og indrykkede en annonce i avisen: “Var jeg bonde i Gammel Rye, hvilket jeg rettelig ville ønske, at jeg var, ville jeg aldrig komme hans gård så nær, at jeg kunne lugte røgen fra hans skorsten”, fnyste han. Disputsen kom Kongen for øre, og ved et lykketræf var han alligevel til et møde i nærheden. Så han tog en rask beslutning, købte Himmelbjerget – og sørgede på den måde for, at vi alle sammen kan komme der. Hver dag.

Den første Grundlov fik vi som bekendt i 1849 og i 1875 kunne Tårnkomiteen indvie tårnet, som efter syv års indsamling var blevet rejst “til minde om Frederik den 7, Folkets ven, Grundlovens giver”. Det 25 meter høje mindesmærke er blevet et ikon for det danske demokrati, et fyrtårn for Skanderborg kommune og en stolt knejsende landskabsmarkør i Søhøjlandet.

“Se, der er Himmelbjerget” udbryder vi umiddelbart og peger, når vi i Hjejle-bådene runder pynten og får det første kig af tårnet. Også selv om vi er nogen, der har prøvet det cirka hundrede gange.

Måske kunne det være fint, om tårnet kunne ses mere viden om og minde os om alt det, vi holder af. Om stolte værdier og fornøjelige fællesskaber.

Folket mødes

Siden Blichers folkemøder, har Himmelbjerget været et naturligt mødested, og et væld af folkemøder har været holdt på plænen og ved den fine gamle talerstol. Her er smukt, her er højt til himlen og her er plads til alle.

De seneste fire år, har gruppen Hotel Democracy skabt et nyt Grundlovsmøde på Himmelbjerget. Gruppen, der består af folk fra Ry Højskole, Museum Skanderborg, VisitSkanderborg og Skanderborg Kommunes Biblioteker har ingen partipolitiske dagsordner, men ganske enkelt et ønske om at holde samtalen om demokratiet åben og levende. Fællesskab er et nøgleord, og på grundlovsmøderne bliver der sunget fællessange, så det er en fryd. Med 800 deltagere på plænen i juni 2018 er Hotel Democracys grundlovsfest på Himmelbjerget godt på vej til at blive en af landets største.

Også Konservative holder grundlovsmøde på Himmelbjerget.

Højest i kraft af sit navn

Navnet på bjerget er gammelt. Det dukkede op i form af “Himmelbierrig Kol” allerede i 1700-tallet, og undervejs er det så blevet til Himmelbjerget. Til stor moro for mange nordmænd, som måske nok synes at det er lidt ubeskedent at kalde en bakke på 147 meter ved så storslået et navn. Men så spørger vi dem gerne: Er du da tættere ved himlen, når du står på Mont Blanc? – og så er den gode snak i gang.

Vi minder også gerne om, at Roger Pihl, den norske forfatter og opfinder af BestigBjerge.dk i sin guide til de danske bjerge har fastslået, at Himmelbjerget er højest i kraft af sit navn

Ofte kommer både nordmænd og andet godtfolk på besøg i turistinfoen i Bjerghytten og siger undrende: Men hvor er Himmelbjerget? Sagen er jo, at man kan komme susende i bil, parkere og ikke ane, at man faktisk befinder sig på et bjerg. Det er jo gået ligeud en stor del af vejen.

Derfor kunne det være fint, om “rejsen” til bjerget startede en tak længere ude ved det, vi lokale folk kender som P2, den græsklædte parkeringsplads mod syd. Så kunne man på en fast sti og ad en træbro over slugten – med en bjergtagende udsigt undervejs– nærme sig Himmelbjerget til fods. Alt sammen naturligvis tilrettelagt med stor respekt for naturen og dyrelivet og med et blik for, at alle skal kunne komme af sted.

Og allerhelst skulle der ude ved P2 ligge et velkomstcenter med formidling af alle de gode historier, der knytter sig til bjerget. Både dem om naturen og kulturen og ikke mindst dem om demokratiet. Skoleklasser og videbegærlige gæster, nysgerrige vandrere og cyklister med trætte ben vil kunne få stillet både sulten, tørsten og videbegæret i “Porten til Himmelbjerget”. Og dygtige fortællere med indsigt i naturen og kulturhistorien vil her have deres udgangspunkt for fine, fornøjelige ture hen over slugten og rundt på bjerget.

På et nyt Bjerghotel kan man både spise godt – stort og småt – indlogere sig med den mest vidunderlige udsigt og måske endda leje en af hotellets shelters nede af bakken. Og på Himmelbjerggården kan man søge den helt store ro på et af gårdens retreats.

Nede ved søen anduver Hjejle-bådene ved en ny, smuk kaj, og der er skabt plads til at sejlbåde, kanoer og solbåde kan lægge til, mens de sejlende bestiger Himmelbjerget eller nyder en god frokost på søbreddens restaurant.

Adgangen til bjerget er nytænkt, så alle kan nærme sig toppen fra vandsiden. Måske er der små el-drevne golfvogne? Måske en smuk, soldreven og lydløs elevator?

Heroppe på Himmelbjerget, hvor vi som turistfolk færdes til dagligt, og hvor naturen nærer drømmene, får ideerne lov til at folde sig ud. Nogen bliver til virkelighed, andre sætter vi ind i idébanken.

Vigtigst er det, at Himmelbjerget også om 25 år kan opleves som et helt unikt mødested med ro, natur og nærvær, leg og læring, sang og livsglæde. En værdiskabende turistattraktion, et fyrtårn for Skanderborg kommune og et ikon, der har fulgt med sin tid.

I Søhøjlandets Turistforenings bestyrelse sidder:

Kristina Ceravolo
Lone Nielsen
Charlotte Riberholt
Henrik Bredmose Simonsen
Inge Iversen
Linda Taanquist
Mikkel Xavier
Thomas Cordtz
Ulla Maul