Dejlige badeture i sigte

Søen er næsten spejlblank. En lille sommerbrise får overfladen til at vibrere ganske let, så de huse og træer, der spejler i søen, sitrer yndefuldt.

Overfladen brydes kun af os, der hver morgen nyder en meditativ svømmetur på Knudsø. En svømmetur med udsigt opad til himlen og Himmelbjerget og nedad til klart vand og et mylder af småfisk.

Efter sådan en svømmetur er man fyldt med glæde over naturens skønhed – og efter turen under den kolde bruser på stranden, går man dagen i møde med en vis ukuelighed.

Strandende i Søhøjlandet er hver for sig dejlige oaser, som byder på timevis af sopning og svømning, leg og livsglæde for store og små. Og alene i Skanderborg Kommune har vi fire strande som lever op til standarderne for Blå Flag. Her er faciliteterne i top, der er naturaktiviteter for børnene og badevandskvaliteten er overvåget. Om aftenen bliver der fyret op i sving-grillene og en liflig duft a la bålmad breder sig over strandene mens solen går ned, og børnene tager den sidste soppetur.

Andre strande har lidt færre faciliteter men kan til gengæld være små skjulte naturskatte, hvor aftenbadningen kan foregå til stille akkompagnement af fuglesang.

Glæd jer til en dejlig sommer i Søhøjlandet. Og følg med i blå flag aktiviteterne på

 

FAKTABOKS

I Skanderborg kommune har vi fire Blå Flag strande.

Knudhule – Knudsø, Ry

Sønder Ege – Knudsø, Ry

Søbadet – Skanderborg Sø, Skanderborg

Stilling Strand – Solbjerg Sø, Skanderborg

 

Af Marianne Purup
Klumme til Uge-Bladet – Sommer i søhøjlandet 2016