Sommerklumme: Cykeltur med svinkeærinder

Med den nye cykelrute-bog fra Kulturring Østjylland i cykelkurven er der lagt op til en tohjulet sommertur med masser af oplevelser. Bogen, der hedder ”Kultur på cykel i Østjylland”, er udgivet i anledning af Kulturhovedstaden Aarhus 2017, og den rummer en 450 kilometer lang skiltet cykelrute – som man vel at mærke kan nappe i bidder.

I Skanderborg kommune kan man f.eks. prøve turen fra Alken til Ry via Gl. Rye (15,5 km.) eller fra Ry til Pøt Mølle (32 km). Bogen har dejlige billeder og inspiration til steder, hvor man kan få oplevelser, indsigter og udsigter undervejs. Det gælder f.eks. Øm Kloster, Skt. Sørens Kirke i Gl. Rye, Knudhule og Galten Kirke.

Også landsbyerne og de lidt mere finurlige ”attraktioner” er med i bogen. Herskind Savværk, for eksempel. Herom kan man læse:

”… et savværk, hvor store træstammer imponerer de forbipasserende. Det er en aktiv virksomhed, så du skal ikke gå ind på pladsen. Men du kan stoppe op og nyde duften af nyskåret træ og se de enorme mængder af løvtræ, som er værkets speciale. Mellem savværket og Lyngballegård følger ruten en skøn strækning med udsigt og kuperet skovterræn”.

Det er herlig, velduftende bonus-info for enhver nysgerrig cyklist.

Bogen har gode kort og nyttige, praktiske oplysninger om eksempelvis spisesteder og overnatningssteder

”Kultur på cykel i Østjylland” er udgivet på dansk og engelsk, koster en halvtredser og fås bl.a. på turistinfoer og biblioteker.

Af Marianne Purup
Klumme til Uge-Bladet (uge 29) – Sommer i Søhøjlandet 2017