Sommerklumme: Sjov sommer i Byparken og på Himmelbjerget

Hvis I er til skægge oplevelser på tværs af alder, nationalitet og fysik er det om at komme af sted: Kalenderen er fuld af sommeraktiviteter, hvor alle kan være med – og så er meget af det endda ganske gratis. I Skanderborg er der for eksempel ”Sommersjov i Byparken” hver onsdag eftermiddag kl. 14-17 (uge 26 til 31) med sjove, lærerige og underholdende aktiviteter ved søens bred. Hver onsdag fører Museum Skanderborg an med vikinge-aktiviteter a la tinstøbing og fladbrødsbagning og så er der ellers skiftende temaer fra gang til gang. To onsdage kan man prøve kræfter med mini-OL og deltage i en masse seje konkurrencer, der er ny-cirkus med workshop og to af onsdagene bliver der rejst en stor indianer-tipi.

Bedstemor er der også tænkt på: Hun kan nemlig få en paraplydrink i sommerstrandbaren, mens hun nyder synet af cirkusartisten, OL-atleten eller Lille Solsikke.

Også på Himmelbjerget er der gang i aktiviteterne og oplevelserne sommeren igennem. Kodeordene er fællesskab og bevægelse, og festivalen Himmelhop sætter scenen til masser af leg, skattejagt, fodboldtivoli, bjergridning på islandske heste, spil og spas. De fire tirsdage i juli giver arrangørerne den ekstra gas med Legens Dag, Honningbandens hatteteater, koncert med RayRay og cirkusworkshop. De fleste aktiviteter er gratis, enkelte koster omkring en tyver at være med i. Og skulle der gemme sig lidt flere sommerferie-penge nede i lommeulden, ja så hører der naturligvis en is og en finurlig souvenir til en dejlig dag på Himmelbjerget.

Se alle de sjove sommeraktiviteter på www.visitskanderborg.dk

Af Marianne Purup
Klumme til Uge-Bladet (uge 27) – Sommer i Søhøjlandet 2017