SmukBy er en gave til turisterne

Skanderborg bliver i festivaldagene et muntert miks af musik, underholdning og børnefest

 Ude i skoven under bøgetræerne sætter Smukfest scenen til sin navnkundige festival. Men også gæster uden armbånd – og helt små sommerferiefolk fra nær og fjern – kan blive del af en masse liv og glade dage, når Skanderborg fra tirsdag til lørdag omdannes til SmukBy. Der er livemusik for unge og voksne i midten af ugen og i weekenden bliver der skruet op for en fed børnefest på Kulturtorvet.

Og hvor er det godt for turismen og alle områdets gæster, at Skanderborg City, Smukfest og Skanderborg Kommune har fundet sammen om at skabe SmukBy. Billetterne til ”den rigtige” festival bliver hurtigt solgt, men mange andre vil gerne mærke festivalstemningen – uden at skulle stå som ”manden på risten”. Nu kan alle blive en del af musikken og stemningen, og byen er allerede pyntet flot op med bannere og sus i skørterne på de kjoler, der danser over Adelgade. Netop stemningen og musikken kan heldigvis forstås på alle sprog.

På overnatningsstederne er der stadig masser af gæster fra ind- og udland, og det er rigtig dejligt at kunne invitere dem med til det smukke. Og lur mig, om ikke også de får lyst til en is eller en frokost og et glas øl på en af de mange hyggelige cafeer i byen.

Af Marianne Purup
Klumme til Uge-Bladet (uge 32) – SmukBy tillægsavisen