Om at holde af Himmelbjerget

Et postkort fra turistchef Marianne Purup og bestyrelsen i Søhøjlandets Turistforening

På en sommerdag er plænen på Himmelbjerget et myldrende tæppe af glade unger og afslappede voksne i alle aldre. Der er gang i legen, og der tales en skønsom blanding af jysk, tysk, norsk og hollandsk – måske tilsat en sjat italiensk eller engelsk. I Svaneboden sørger Max for, at der med omhu bliver brændt navnetræk ind i Himmelbjergstokkene. For sådan en stok må Alberte have, med rød knop forstås. Bedstemor fik jo også én, da hun var på bjerget som tøs.

På en klar oktoberdag er der stille på bjerget. Når træerne gløder i rødt og gult er udsigten fra bænken over søen mod Laven måske allersmukkest. Og du kan synes at være helt alene. Men lytter du efter, vil du sikkert opdage, at der et sted derude er andre, som oplever naturens vidunderlighed fra en anden bænk på bjerget. Måske fornemmer du også, at et par glade børn har indtaget vipperne og gyngerne i legeuniverset?

På en snedækket dag i februar er der tyst. Sporene i sneen vidner om, at en lille familie er foran dig med kælkene. Det er koldt herude, som Blicher skrev, men hedelærken vipper heldigvis ufortrødent på toppen af hans mindesten.

Der er altid mennesker et eller andet sted på det store, smukke bjerg. Og sådan må det gerne blive ved at være. Vi skal leve og lege, lytte og synge, nyde og fundere på Himmelbjerget.

“At leve er ikke nok. Solskin, frihed og en lille blomst må’ man ha’”, skrev H.C. Andersen.

Frihed, folkelighed og fornøjelse

Men nu tilbage til præsten og forfatteren Sten Steensen Blicher. For ham var det, der for alvor gjorde Himmelbjerget berømt. I slutningen af 1830’erne kaldte han til folkemøder på Himmelbjerget, fordi han ønskede, at langt flere deltog i debatten om den danske samfundsorden. Han ville udfordre eliten og give almuen mæle, og hans møder blev en vældig succes med taler, sange, gymnastik og dans. Så stor en succes blev møderne, at manden på den nærliggende Himmelbjerggård, som rettelig ejede bjerget, øjnede en mulighed for forretning og forbød, at man samledes på bjerget uden hans samtykke. Blicher blev stiktosset og indrykkede en annonce i avisen: “Var jeg bonde i Gammel Rye, hvilket jeg rettelig ville ønske, at jeg var, ville jeg aldrig komme hans gård så nær, at jeg kunne lugte røgen fra hans skorsten”, fnyste han. Disputsen kom Kongen for øre, og ved et lykketræf var han alligevel til et møde i nærheden. Så han tog en rask beslutning, købte Himmelbjerget – og sørgede på den måde for, at vi alle sammen kan komme der. Hver dag.

Den første Grundlov fik vi som bekendt i 1849 og i 1875 kunne Tårnkomiteen indvie tårnet, som efter syv års indsamling var blevet rejst “til minde om Frederik den 7, Folkets ven, Grundlovens giver”. Det 25 meter høje mindesmærke er blevet et ikon for det danske demokrati, et fyrtårn for Skanderborg kommune og en stolt knejsende landskabsmarkør i Søhøjlandet.

“Se, der er Himmelbjerget” udbryder vi umiddelbart og peger, når vi i Hjejle-bådene runder pynten og får det første kig af tårnet. Også selv om vi er nogen, der har prøvet det cirka hundrede gange.

Måske kunne det være fint, om tårnet kunne ses mere viden om og minde os om alt det, vi holder af. Om stolte værdier og fornøjelige fællesskaber.

Folket mødes

Siden Blichers folkemøder, har Himmelbjerget været et naturligt mødested, og et væld af folkemøder har været holdt på plænen og ved den fine gamle talerstol. Her er smukt, her er højt til himlen og her er plads til alle.

De seneste fire år, har gruppen Hotel Democracy skabt et nyt Grundlovsmøde på Himmelbjerget. Gruppen, der består af folk fra Ry Højskole, Museum Skanderborg, VisitSkanderborg og Skanderborg Kommunes Biblioteker har ingen partipolitiske dagsordner, men ganske enkelt et ønske om at holde samtalen om demokratiet åben og levende. Fællesskab er et nøgleord, og på grundlovsmøderne bliver der sunget fællessange, så det er en fryd. Med 800 deltagere på plænen i juni 2018 er Hotel Democracys grundlovsfest på Himmelbjerget godt på vej til at blive en af landets største.

Også Konservative holder grundlovsmøde på Himmelbjerget.

Højest i kraft af sit navn

Navnet på bjerget er gammelt. Det dukkede op i form af “Himmelbierrig Kol” allerede i 1700-tallet, og undervejs er det så blevet til Himmelbjerget. Til stor moro for mange nordmænd, som måske nok synes at det er lidt ubeskedent at kalde en bakke på 147 meter ved så storslået et navn. Men så spørger vi dem gerne: Er du da tættere ved himlen, når du står på Mont Blanc? – og så er den gode snak i gang.

Vi minder også gerne om, at Roger Pihl, den norske forfatter og opfinder af BestigBjerge.dk i sin guide til de danske bjerge har fastslået, at Himmelbjerget er højest i kraft af sit navn

Ofte kommer både nordmænd og andet godtfolk på besøg i turistinfoen i Bjerghytten og siger undrende: Men hvor er Himmelbjerget? Sagen er jo, at man kan komme susende i bil, parkere og ikke ane, at man faktisk befinder sig på et bjerg. Det er jo gået ligeud en stor del af vejen.

Derfor kunne det være fint, om “rejsen” til bjerget startede en tak længere ude ved det, vi lokale folk kender som P2, den græsklædte parkeringsplads mod syd. Så kunne man på en fast sti og ad en træbro over slugten – med en bjergtagende udsigt undervejs– nærme sig Himmelbjerget til fods. Alt sammen naturligvis tilrettelagt med stor respekt for naturen og dyrelivet og med et blik for, at alle skal kunne komme af sted.

Og allerhelst skulle der ude ved P2 ligge et velkomstcenter med formidling af alle de gode historier, der knytter sig til bjerget. Både dem om naturen og kulturen og ikke mindst dem om demokratiet. Skoleklasser og videbegærlige gæster, nysgerrige vandrere og cyklister med trætte ben vil kunne få stillet både sulten, tørsten og videbegæret i “Porten til Himmelbjerget”. Og dygtige fortællere med indsigt i naturen og kulturhistorien vil her have deres udgangspunkt for fine, fornøjelige ture hen over slugten og rundt på bjerget.

På et nyt Bjerghotel kan man både spise godt – stort og småt – indlogere sig med den mest vidunderlige udsigt og måske endda leje en af hotellets shelters nede af bakken. Og på Himmelbjerggården kan man søge den helt store ro på et af gårdens retreats.

Nede ved søen anduver Hjejle-bådene ved en ny, smuk kaj, og der er skabt plads til at sejlbåde, kanoer og solbåde kan lægge til, mens de sejlende bestiger Himmelbjerget eller nyder en god frokost på søbreddens restaurant.

Adgangen til bjerget er nytænkt, så alle kan nærme sig toppen fra vandsiden. Måske er der små el-drevne golfvogne? Måske en smuk, soldreven og lydløs elevator?

Heroppe på Himmelbjerget, hvor vi som turistfolk færdes til dagligt, og hvor naturen nærer drømmene, får ideerne lov til at folde sig ud. Nogen bliver til virkelighed, andre sætter vi ind i idébanken.

Vigtigst er det, at Himmelbjerget også om 25 år kan opleves som et helt unikt mødested med ro, natur og nærvær, leg og læring, sang og livsglæde. En værdiskabende turistattraktion, et fyrtårn for Skanderborg kommune og et ikon, der har fulgt med sin tid.

I Søhøjlandets Turistforenings bestyrelse sidder:

Kristina Ceravolo
Lone Nielsen
Charlotte Riberholt
Henrik Bredmose Simonsen
Inge Iversen
Linda Taanquist
Mikkel Xavier
Thomas Cordtz
Ulla Maul