Gratis glæder i sommerlandet

Muntre toner triller ud over søen ved marinaen i Ry, og glade børnestemmer stiger op fra Byparken i Skanderborg. På Himmelbjerget bliver der hoppet til den store guldmedalje, og på Siimtoften i Ry spejler lokale og turister sig i nypolerede veteranbiler. Ferskvandsmuseet tager børnene med på safari, Birkhede Camping inviterer til sommer zumba og i Skanderborg Slotskirke er der rundvisning med kongeligt touch. Her hos os er der altid noget på færde. Og for at det ikke skal være lyw, er rigtig meget af det gratis.

Hver onsdag og søndag sørger Ry Borgerforening for, at vi kan komme til gratis promenadekoncert på havnekajen med swing, blues, jazz og spillemandsmusik, og der er rift om pladserne, så det er en god idé at medbringe en klapstol. Til gengæld kan man købe de nødvendige forfriskninger på Lakeside og i roklubbens lille salgsvogn. Om torsdagen kalder Ny Ry Veterantræf til samling på plænen ved Kvickly i Ry, og her fylkes hundredvis af veteranbiler – og motorcykler. Tag jer tid til at nyde de fine, sjove, sjældne biler og slå en sludder af med ejerne. De fortæller helt sikkert gerne om deres køretøjer.

I Byparken i Skanderborg er der sommersjov for de små hver eneste onsdag i juli med bl.a. vikinge- og indianertema, og søndag aften 29. juli kan de voksne danse folkedans på Dagmars Bro nedenfor Kulturhuset.

Og da alle disse herlige arrangementer – med hjælp fra en masse frivillige, Kulturpuljen og en stribe gode sponsorer – er gratis, bliver der nok råd til en STOR is eller sågar en lækker frokost på et af de mange skønne spisesteder derude i sommerlandet.

Tag et tjek på begivenhedskalenderen på visitskanderborg.dk. Lige nu er der nemlig flere end 70 gratis arrangementer at vælge imellem i juli.

af turistchef Marianne Purup, VisitSkanderborg
Sommerklumme nr. 3 til Uge-Bladet (Skanderborg Kommune) – Uge 28