Cykle, bike, trille … og så en kold sodavand!

Racercykel, mountainbike eller bedstefars gamle, sorte havelåge. Uanset hvordan I er kørende, er der skønne oplevelser på vej og sti i Søhøjlandet.

Skiltede cykelruter leder jer ud på dejlige ture gennem kulturlandskabet og landsbyerne, og hvis I bliver trætte, er der næsten altid en kro eller købmand med kolde vand rundt om næste sving. Og bliver I rigtig trætte, er der sikkert udsigt til en campinghytte eller et hyggeligt B&B.

Hvis I har seriøst gode ben, napper I nok lige turen rundt om Skanderborg Sø med finale på Ejer Bjerge eller cykler mellem de femten bjerge i Søhøjlandet (se bestigbjerge.dk) og kombinerer cykelturen med bjergbestigning.

Mountainbikerne har I de senere år fået bedre og bedre spor at køre på, og der er nu fede spor bl.a. på Sletten (Danmarks Tag), i Baneskoven og Junges Plantage i Skanderborg og i Siim Skov ved Ry. Teknikken kan I øve i Ry Bikepark, hvor alle er velkomne på pump track, hop & drop og balancebomme (på eget ansvar).

Få de gode kort med turforslag og ruter på bibliotekerne eller i turistbureauet på Himmelbjerget. Hent f.eks. de nye kort ”Cykelruter langs Gudenåen” eller ”Kulturringen – kultur på cykel i Østjylland” ganske gratis.

Bonusinfo: I Skanderborg Bunkerne ude i Dyrehaven kan I se, hvordan man fiksede cyklen under besættelsen, hvor der ikke var gummi til cykeldæk. Korkpropper var løsningen!

Find det hele på visitskanderborg.dk – husk at tjekke begivenhedskalenderen.

Med cykelhjelm og sommerhilsen
Marianne Purup, turistchef

Sommerklumme nr. 3 til Uge-Bladet (Skanderborg Kommune) – Uge 29 2019