Padle, sejle, svømme, fiske, soppe … og så en is!

Vand under kølen og sand mellem tæerne: Søhøjlandet er et sommer-slaraffenland for vandhunde i alle størrelser. Her kan i padle kano i højt humør og fuglefløjt, ro kajak på det stille vand, stand up paddle sammen med David i Ry Marina (weeee – det er fedt!), og svømmesoppepjaske dagen lang ved de lækre Blå Flag strande i Knudhule, Sdr. Ege, Stilling og Skanderborg Søbad.

Hele familien kan være med ombord på Hjejle-bådene på en lystig tur til Himmelbjerget inklusive bjergbestigning og børnefestival eller med Dagmar rundt på Skanderborg Sø tilsat kaffe og gode historier. Lejer I solbåden Ællingen på solbaaden.dk, er der udsigt til både isfugl, hejre og lappedykker, og det er nemt at manøvrere med det lille, charmerende og lydløse fartøj. Tag moster og picnickurven med for der er plads til otte.  

Små naturvidenskabsmænd kan tage på tur med museumsskibet Gl. Turisten og undersøge søens myldrende liv, og fiskeglade folk kan dyppe en orm fra bredden eller stå ud på søen med en rigtig prof guide ved roret. Og måske er der en gedde til aftenens fiskefrikadeller? Ellers er der for resten altid god mad – OG IS – at finde på cafeerne.

Find det hele på visitskanderborg.dk – husk at tjekke begivenhedskalenderen.

Med stråhat og sommerhilsen
Marianne Purup, turistchef

Sommerklumme nr. 1 til Uge-Bladet (Skanderborg Kommune) – Uge 27 2019