Smage, sanse, danse … og så en kold rosé!

Cykeltur i stille regn langs blomstrende grøftekanter. Duftende stunder i klosterhaven på Øm. Is med sommersød smag af hyldeblomst.  Storslået udsigt fra Himmelbjerget. Musik på havnekajen og dans på broen. Aftenbadning i solnedgangen …

Der er glæde for alle sanser på en dansk sommerdag i Søhøjlandet. Herude under åben himmel er alle inviteret til at nyde livet, naturen og hinanden.

Køkkenchefen går måske i urtehaven og henter grønt til dagens middag, lægger den økologiske rosé på køl og gør klar til at skindstege en sandart. Eller måske allerførst skænke den kølige fadøl fra det lokale bryggeri ude på terrassen.

Butikkerne har masser af økologiske varer på hylderne, og mange har omtanke for det bæredygtige.

Malerne og keramikerne henter deres inspiration i naturen, og på Gl. Rye Mølle kan vi nyde synet af både Kyhn og Klindt plus en smuk tur i de purpurfarvede lyngbakker.

Og efter dejlige dage med grønne oplevelser kan store og små gå til køjs med røde kinder.

Find det hele på visitskanderborg.dk – husk at tjekke begivenhedskalenderen.

Med stråhat og sommerhilsen
Marianne Purup, turistchef

Sommerklumme nr. 4 til Uge-Bladet (Skanderborg Kommune) – Uge 30 2019